Uddannelsesstøtte mellem stat og marked 1952-2020

Siden 1952 har statslig økonomisk støtte til unge under uddannelse været tænkt som et middel til at øge den sociale mobilitet i det danske uddannelsessystem ved at mindske betydningen af forældrebaggrund og afhængigheden af indkomst fra erhvervsarbejde. Den oprindelige støtteordning bestod af stærkt behovsprøvede stipendie- og låneydelser, til uddeling blandt et begrænset udsnit af studerende ved universiteterne og de højere læreanstalter. I takt med uddannelseseksplosionen og den almindelige velstandsfremgang fra 1960’ernes begyndelse opnåede støttevirksomheden stigende udbredelse kulminerende med den universelle og retsbaserede SU, vi kender i dag. Netop tidsaspektet ved den sociale reproduktion i samfundet var en problemstilling, der optog Erik Jørgen Hansen. Særligt interesserede han sig for, hvordan uddannelsessystem og offentlige institutioner indgår i et dialektisk forhold med og sætter rammerne for individets udnyttelse af egne ressourcer og dermed livschancer og arbejdsmarkedsposition på længere sigt. Med afsæt i sociologen Gøsta Esping-Andersens begreb om dekommodificering af arbejdskraften fokuseres der i dette kapitel på, hvordan det skiftende lovgrundlag bag statslig uddannelsesstøtte har virket strukturerende for den enkelte aktørs færd gennem de videregående uddannelser.