Tidsvidner som museumsformidling: Erindringsarbejde og autenticitet på Danmarks Forsorgsmuseum og i Den Gamle By

På kulturhistoriske museer i Danmark og udlandet vinder en audiovisuel formidlingstendens frem, der inkluderer videofilmede erindringsinterview med tidsvidner i udstillinger. Inddragelsen af tidsvidner er blevet fremhævet som en mulighed for at formidle almindelige menneskers erindringsarbejde, og som noget, der menneskeliggør og intensiverer museumsformidling. Brugen af tidsvidner i museumsformidling legitimerer imidlertid også en given museumsinstitutions fortidsfortællinger og øger museets troværdighed. I forlængelse af denne mere underbelyste og kritiske interesse spørger vi til, hvordan inddragelsen af tidsvidner i Danmarks Forsorgsmuseums udstilling Skjulte Danmarkshistorier og Den Gamle Bys Velfærd og frisind – 1974 på forskellige måder både autentificerer og deautentificerer museernes historieformidling. Teoretisk sker det primært med udgangspunkt i Steffi de Jongs tidsvidne-begreb.