Fragmenter af et håndværk: Tekstilhåndværkets synlige og usynlige rum i ældre jernalder

Belysning af tekstilfremstillingen i ældre jernalder på baggrund af redskabernes beskaffenhed; fra ten- og vævevægtenes empiriske vidnesbyrd til håndværkets materialiteter i rummet omkring teknikken, fællesskabernes relationelle og indlæringsmæssige rum samt i bortskaffelsens konkrete og symbolske rum. På baggrund af det empiriske grundlag kan vi konstatere, at tenvægte fremstillet af genbrugte lerkarskår har været det mest anvendte spinderedskab i den behandlede periode. Fåtallet af vævevægte vidner om en begrænset anvendelse af opstadvæven, som dog manifesteres på visse lokaliteter og dermed står som et vigtigt vidnesbyrd for anvendelsen af en teknologi, der langsomt vinder indpas i tekstilhåndværket.
Det eksperimentalarkæologiske forsøg har bidraget til det omdiskuterede emne vedrørende funktionen af afrundede, gennemborede lerkarskår: de fungerer som tenvægte. Spinderne har i ældre jernalder anvendt disse tenvægte inden for praksisfællesskabets tekniske og læringsmæssige
rum, hvor forskellige praksisser har dikteret hvilken vej, tråden skulle spindes. Afslutningsvis er redskaberne blevet bortskaffet. For størstedelens vedkommende i bopladskontekster, for et fåtal i
gravkontekst. I gravens rum bærer tenvægten et symbolsk momentum, hvor immaterielle tråde skabes.