Skinddragter fra inuit i museumssamlinger. Forskning i proveniensbestemmelse

Nationalmuseet har verdens største samling af historiske skinddragter fra de arktiske områder i Grønland, Nordamerika, Sibirien og Nordskandinavien, indsamlet fra ca. 1840-1950. Samlingen af skindtøj fra inuit i Grønland og Nordamerika lider imidlertid under, at ca. ¼ af dragtdelene er uden tilknytning til de oprindelige oplysninger fra indsamlingen, for inventarnummeret er i mellemtiden bortkommet (dvs. faldet af). Generelt har genstande uden accessionsoplysninger ingen eller kun begrænset forskningsmæssig og kulturhistorisk betydning, for deres kontekst er borte.

Med projektet fremstilles en forskningsbaseret identifikationsnøgle, der kan anvendes til at bestemme de dragtdele, der har mistet deres inventarnummer. Den nye nøgle bygger på tre parametre: 1) betegnelse og kønsmæssigt tilhørsforhold, bestemt efter dragtdelens formgivning, 2) de anvendte dyrearter: for pelsskind bestemt ved mikroskopi af hår samt dna-analyse og 3) arealopmåling af det forbrugte materiale ved 3D- og 2D-opmåling. Ved forudgående studier har det vist sig at disse informationer er karakteristiske for skindtøj, som blev anvendt indtil for 100 år siden blandt inuit. Skindtøjets udformning byggede på århundreders tradition og afveg – fra en gruppe inuit til andre – i snit, anvendelse af dyrenes skind og materialeforbrug på så karakteristisk måde, at det er antages at være muligt opstille en identifikationsnøgle.

Inuits traditionelle skindtøjs formgivning afhang af geografi, tilgængelighed af pelsbærende dyr, tradition og køn. Pels og skind blev anvendt forskelligt af inuit.
I Nordamerika blev rensdyrskind oftest anvendt til tøj dvs. pels og bukser. I Beringstræde regionen og Alaska samt i det vestlige arktiske Canada anvendes andre dyrearter til kantning (hund, jærv, ulv m.fl.). I det centrale arktiske Canada brugtes rensdyrskind også til kantning. På Labradorhalvøen og i Grønland anvendtes især sælskind til skindtøj, der blev kantet med pels af hund, polarræv og isbjørn. Mange steder anvendte inuit afhåret sælskind til fodtøj.
Materialeforbruget var op til tre gange så stort, når det gjaldt renskind i forhold til tøj af sælskind.

I Nationalmuseets store samling af inuit skindtøj mangler ca. 14% deres oprindelige inventarnummer. Disse genstande har ingen information om oprindelse og datering, tilhørsforhold, anvendelse, giver, o.s.v. og den kulturhistoriske værdi er derfor gået tabt. Projektets ide er at genskabe forbindelsen til oprindelige arkivalske informationer ved at bestemme tøjets formgivning, dyreart og materialeforbrug. Ved at genfinde det oprindelige inventarnummer fås gammel information om væsentlig kulturhistorie tilbage.