Forskningsprojekt, der skal munde ud i katalogtekst til udstilling om Helen Schou på Randers Kunstmuseum, efteråret 2020:
Randers Kunstmuseum forbereder et større udstillings-, formidlings- og forskningsprojekt med ét af det 20. århundredes store kvindelige kunstneriske forbilleder, billedhuggeren Helen Schou (1905-2006). Som en af få danske kvindelige kunstnere bevægede Schou sig qua arbejdet med rytterstatuen ind på et traditionsbundet og mandsdomineret kunstnerisk felt, skildringen af heste og ryttere, en kunstnerisk og fysisk bedrift som udstillingen sigter efter at belyse og markere.
Udstillingsprojektet tager afsæt i Schous arbejde med ”Den Jyske Hingst”, der er den egentlige baggrund for, at udstillingen vises på Randers Kunstmuseum. Med sin placering på Østervold har skulpturen gennem 50 år været et kendt og elsket vartegn for Randers By. Alle kender skulpturen, men meget få kender kunstneren bag. Målet med udstillingen er derfor at give publikum et bredt indblik i Schous kunstneriske arbejde belyst gennem en række tematiske snit. Udstillingen vil omfatte et bredt udsnit af hendes værker; større skulpturer, statuetter, tredimensionelle skitser samt originalmodeller til en lang række af hendes mest kendte monumentale arbejder.