Embedsmænd klemt mellem politikere og den offentlige mening

På nær en enkelt direktør har alle chefer for direktoratet oplevet at deres afgang er blevet krævet både fra folketingets talerstol og/eller i aviser og tidsskrifter. Hvorfor har det været tilfældet når andre topembedsmænd sædvanligvis har kunnet bestride deres embeder uden den form for ”trusler”? Udgangspunkter for artiklen er en analyse af den første direktør Thorkild Fussing (1910-1925) måde at agere. Blandt fagfolk anses han for at være en særdeles dynamisk reformator, men i sin samtid måtte han liden den tort i flere Rigsdags-samlinger af bliver lagt for had. Hvilke tanker Fussing selv gjorde sig og hvorledes han red stormen af kan belyses i hidtil ubenyttet materiale fra direktoratets arkiv