Elmgreen & Dragset: Biography

Project: Research

Project Details

Description

Den dansk-norske kunstnerduo Michael Elmgreen & Ingar Dragset har siden midten af 1990'erne slået deres navne fast på den internationale kunstscene. De er i dag nogle af Nordens allervigtigste kunstnere. Denne mid-career-udstilling på SMK er ikke desto mindre den første store udstilling af Elmgreen & Dragset i Danmark. Udstilling vil sammenfatte og præsentere centrale spor i kunstnernes omfattende produktion og folde deres værk.
Gennem hele deres fælles ouevre har Elmgreen & Dragset arbejdet med større skulpturelle og installatoriske værker under hovedtitlen Powerless Structures. Titlen refererer til den franske filosof Michel Foucault, der opfatter både magt og strukturer som foranderlige størrelser. Inspireret af Foucault undersøger Elmgreen & Dragset i mange værker, hvad der sker når kendte strukturer – fx et rums basale funktionalitet – omformuleres, vendes på hovedet eller helt ophæves. Med Foucault er Elmgreen & Dragset desuden optaget af, hvordan institutionelle og ideologiske konstruktioner er bestemmende for, hvad der overhovedet kan tænkes inden for en given epoke eller periode. Elmgreen & Dragset udfordrer vores vanetænkning når de skaber abrupte sammenstillinger af forskellige elementer og den uventede placering af velkendte genstande og hele rum i nye kontekster. En anden filosofisk inspirationskilde er Felix Guattari og Gilles Deleuzes tænkning, især deres begreb deterritorialisering, der defineres som en samtidig tilstedeværelse af flere tilstande, der ikke eksisterer i opposition til hinanden, men som netop bliver til og forandrer sig i en ”symmetrisk gensidighed". Elmgreen og Dragets værker opererer ofte i denne transitoriske zone, hvor det samme objekt eller det samme rum refererer til flere systemer på en gang. Værkerne blander dermed sine mangfoldige referencer og etablerer en mellemzone, hvor værkerne kan have flere samtidige betydninger og funktioner, fx være både skulptur og arkitektur eller på en gang referere til både et offentligt og privat rum. Disse filosofiske udgangspunkter er også redskaber i den særlige institutionskritik, som Elmgreen & Dragset etablerer i deres værker. Deres kritik er radikalt anderledes end 1960’erne og 70’ernes institutionskritik. Her var kunstnerne i opposition til institutionen, mens Elmgreen & Dragset kritiserer institutionen indefra. Så når de forholder sig (selv-) ironisk til kunstscenen, lige fra kunstsamlermiljøet, galleriverden, museerne og kunstneriske strategier, så anerkender de deres egen andel i de mekanismer, som konstituerer denne verden.
Udstillingen vil følge og udfolde disse spor gennem kunstnernes oeuvre og bliver på den måde ikke en konventionel retrospektiv og kronologisk organiseret udstilling.
Gennemført eller planlagt formidling: Udstillingsguide, audioguide, "Billedbog", Tekstsamling, omvisninger for museumsklub, formidlingsfilm, foredrag
Finansiering/Hidtidigt tidsforbrug: 3 måneder indenfor normal arbejdstid
StatusFinished
Effective start/end date05/03/201228/03/2015