Der har siden begyndelsen af 2000-årene været stor opmærksomhed på venstrefløjens ord og gerninger i 1970’erne og 1980’erne. Dette gælder også inden for uddannelsesområdet, hvor der har været haft fokus på såvel den påståede indoktrinering af venstreorienterede lærere i folkeskolen som på de skoler og institutioner, der blev etableret med et socialistisk grundlag, eller hvor der blev eksperimenteret med nye undervisningsformer, udstrakt medbestemmelse for de studerende og nye fag. En af de institutioner, der har været fremhævet af bl.a. medierne, er Den Proletariske Friskole 1973-1980 under ledelse af Finn Ejnar Madsen, hvor børn ned til fem års alderen fik marxistisk-leninistisk undervisning, militærtræning og deltog i demonstrationer. Der er tale om en kildeudgivelse af undervisningsrapporter fra friskolen 1973-1974 (trykkes 2014) og en artikel (trykkes 2013).