En undersøgelse af grundlæggende hovedtræk i Asger Jorns værk herunder især de forskellige facetter af hans mangesidige virke og relationen mellem dem. Undersøgelsen skal ligge til grund for en retrospektiv udstilling om kunstneren, der skal vises i anledning af 100-året for hans fødsel i 2014.
Udstillingen har som mål at beskrive Jorns kunstneriske virke i al sin kompleksitet, dvs. den vil ikke blot inkludere hans produktion i traditionelle medier som maleri, skulptur og grafik, men basere sig på en udvidet forståelse af hans kunst og også medtænke hans aktivitet som kulturel aktør, igangsætter, organisator, forfatter og teoretiker. Et komplekst krydsfelt af inspirationer, sociale relationer og æstetiske og kulturelle diskurser var med til at forme Jorns virke og kan bidrage til at forklare, hvad hans kunstneriske projekt handler om.
Udstillingen er i udgangspunktet tænkt som en kronologisk anlagt præsentation af oeuvret under samtidig hensyntagen til centrale begreber, der optog Jorn (fx banaliteter, myten, spontanitet, formspørgsmålet, sammenlignende vandalisme, triolektikken, det nordiske, detournement, patafysik og revolutionær konservatisme). Ud over at samle en række af Jorns væsentligste værker, vil hver sektion i udstillingen introducere de samfundsmæssige, politiske, videnskabelige og kunstneriske diskussioner, som værkerne forholder sig til. Dvs. Jorns mange interesseområder vil for første gang blive fuldt integreret i en omfattende præsentation af hans kunst. Sigtet er at undersøge Jorns særlige arbejdsform og revurdere dens betydning.