Abstract
Mikkel har atter besøg af heksehistorikerne Louise og Maria. Denne gang snakker de om datidens folkelige og akademiske forestillinger om, hvad hekse lavede, når de mødtes. Hvad er en hekserude? Og hvad er en heksesabbat? Mødtes heksene virkelig på Bloksbjerg? Kan de kærne smør af vandet i bækken?
Heksen på Sankt Hans-bålet har ikke meget med fortidens hekseafbrændinger at gøre, selvom heksene var kendt for at være aktive på mærkedage som Valborgsaften og ved tiden omkring Sankt Hans. Helligkilder og urter forekom mere virksomme omkring Sankt Hans.
Jødiske begreber og symboler blev også brugt negativt i forbindelse med hekseforfølgelsen. Herfra kender vi f.eks. heksesabbat og den djævelske synagoge, ligesom heksen ofte ses med en Davidsstjerne på samtidige afbildninger.
Når heksene fløj til Bloksbjerg, kunne det foregå på lidt af hvert. En kost, en bryggerspade, et barn eller meget mere. Vigtigt var det på forhånd at have fremstillet noget flyvesalve, og det var ikke artige ingredienser, der skulle til. Fedt fra spædbørn, Alrunerødder, Pigæbler og måske lidt tudsegift kunne indgå i opskriften.
Kan man afsløre en heks ved at salte maden? Heksene kunne besegle deres pagt med Djævelen ved at kysse ham bagi. Martin del Rio beskrev i sin bog, hvordan heksesabbatterne foregik. Det var sjove fester, hvor den ikke fik for lidt med dårlig mad, sex og vild dans og musik. Måske optrådte Djævelen selv med violin.
Var man så heldig at have skaffet sig en hånd fra en henrettet tyv, kunne man fremstille en dødehånd, og bruge den til at gå på uset på besøg i andre hjem. Som modværge kunne man smøre sine dørkarme med mælk eller katte-urin.
I Ribe blev Niels Holdensen anklaget for at have været heksenes trommeslager, og skulle have brugt rævehaler til at slå på en glastromme med. Ordet hekserude har en militær oprindelse og betyder derfor egentlig en deling hekse. Har man set mange militærfilm, ved man at grupper af soldater bedst marcherer til en trommeslager i front. Ved hekseforsamlinger er der næsten altid en trommeslager, og denne er stort set altid en mand.
I Danmark mødtes heksene ofte med Djævelen på kirkegården. Seksuelt samvær med Djævelen fylder dog ikke så meget i de danske sager, som andre steder i Europa. Der er til gengæld mange kilder, hvor anklagede tilstår at have haft små dyr som hjælpedjævle, der henter mjød og andre drikke til dem.
Heinrich Kramer (c. 1430 – 1505) var pavelig inkvisitor og skrev værket “Heksehammeren”. Han samlede heri en manual for hvordan man fandt, forfulgte, torturerede og henrettede hekse. Kramer var voldsomt optaget af det seksuelle. Han argumenterede blandt andet for at hekse stjal mænds penisser og holdt dem i bure som små dyr.
Heksesabbatten var også stedet, hvor man gik i mesterlære. Måske havde man det allerede i blodet, men det skulle indlæres først. I Ribe blev Ingeborg Harchis i 1610 anklaget og dømt efter at have haft et rygte siddende på sig i flere årtier. Hun tilstod inden sin straf at også hendes datter var i ledtog med hende. I en sag om kvaksalveri fra begyndelsen af 1700-tallet hed det da også, at Ribe var stedet, hvor heksene uddannede sig. Men der fandtes også hekseskoler andre steder, og heksesabbatter foregik mange steder rundt omkring. Datidens dæmonologer i Europa var dog vældigt uenige om snart sagt alle forhold omkring heksesabbatter.
Episodens mytedrab handler om heksens transportmiddel – kosten, og den tro følgesvend, den sorte kat.
I episodens anbefalinger går Louise direkte til kilderne. Louise anbefaler at man læser “Heksehammeren” (Malleus Maleficarum) fra 1486. Bogen var en guide til forfølgelse af hekse, og er fuld af saftige detaljer og vilde udsagn. Desværre findes den ikke i dansk oversættelse, men er nem at finde. (Et eksempel på en af de engelske udgaver: Institoris, Henricus: The Malleus Maleficarum of Heinrich Kramer and James Sprenger, New York, Dover, 1971.) Et ganske kort uddrag er oversat til dansk af Harald Voetmann Christiansen i tidsskriftet Ildfisken 35/36 fra 2006. Maria har sat gang i popcornene og anbefaler den danske filminstruktør Benjamin Christensens svenske film “Heksen” fra 1922. Selvom stumfilmen går hårdt til kirken og inkvisitionen, viser den meget fint noget om de forestillinger man havde om djævletro og hvad der foregik under heksenes sabbatter.
Medvirkende: Mikkel Kirkedahl Nielsen, Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard
Heksen på Sankt Hans-bålet har ikke meget med fortidens hekseafbrændinger at gøre, selvom heksene var kendt for at være aktive på mærkedage som Valborgsaften og ved tiden omkring Sankt Hans. Helligkilder og urter forekom mere virksomme omkring Sankt Hans.
Jødiske begreber og symboler blev også brugt negativt i forbindelse med hekseforfølgelsen. Herfra kender vi f.eks. heksesabbat og den djævelske synagoge, ligesom heksen ofte ses med en Davidsstjerne på samtidige afbildninger.
Når heksene fløj til Bloksbjerg, kunne det foregå på lidt af hvert. En kost, en bryggerspade, et barn eller meget mere. Vigtigt var det på forhånd at have fremstillet noget flyvesalve, og det var ikke artige ingredienser, der skulle til. Fedt fra spædbørn, Alrunerødder, Pigæbler og måske lidt tudsegift kunne indgå i opskriften.
Kan man afsløre en heks ved at salte maden? Heksene kunne besegle deres pagt med Djævelen ved at kysse ham bagi. Martin del Rio beskrev i sin bog, hvordan heksesabbatterne foregik. Det var sjove fester, hvor den ikke fik for lidt med dårlig mad, sex og vild dans og musik. Måske optrådte Djævelen selv med violin.
Var man så heldig at have skaffet sig en hånd fra en henrettet tyv, kunne man fremstille en dødehånd, og bruge den til at gå på uset på besøg i andre hjem. Som modværge kunne man smøre sine dørkarme med mælk eller katte-urin.
I Ribe blev Niels Holdensen anklaget for at have været heksenes trommeslager, og skulle have brugt rævehaler til at slå på en glastromme med. Ordet hekserude har en militær oprindelse og betyder derfor egentlig en deling hekse. Har man set mange militærfilm, ved man at grupper af soldater bedst marcherer til en trommeslager i front. Ved hekseforsamlinger er der næsten altid en trommeslager, og denne er stort set altid en mand.
I Danmark mødtes heksene ofte med Djævelen på kirkegården. Seksuelt samvær med Djævelen fylder dog ikke så meget i de danske sager, som andre steder i Europa. Der er til gengæld mange kilder, hvor anklagede tilstår at have haft små dyr som hjælpedjævle, der henter mjød og andre drikke til dem.
Heinrich Kramer (c. 1430 – 1505) var pavelig inkvisitor og skrev værket “Heksehammeren”. Han samlede heri en manual for hvordan man fandt, forfulgte, torturerede og henrettede hekse. Kramer var voldsomt optaget af det seksuelle. Han argumenterede blandt andet for at hekse stjal mænds penisser og holdt dem i bure som små dyr.
Heksesabbatten var også stedet, hvor man gik i mesterlære. Måske havde man det allerede i blodet, men det skulle indlæres først. I Ribe blev Ingeborg Harchis i 1610 anklaget og dømt efter at have haft et rygte siddende på sig i flere årtier. Hun tilstod inden sin straf at også hendes datter var i ledtog med hende. I en sag om kvaksalveri fra begyndelsen af 1700-tallet hed det da også, at Ribe var stedet, hvor heksene uddannede sig. Men der fandtes også hekseskoler andre steder, og heksesabbatter foregik mange steder rundt omkring. Datidens dæmonologer i Europa var dog vældigt uenige om snart sagt alle forhold omkring heksesabbatter.
Episodens mytedrab handler om heksens transportmiddel – kosten, og den tro følgesvend, den sorte kat.
I episodens anbefalinger går Louise direkte til kilderne. Louise anbefaler at man læser “Heksehammeren” (Malleus Maleficarum) fra 1486. Bogen var en guide til forfølgelse af hekse, og er fuld af saftige detaljer og vilde udsagn. Desværre findes den ikke i dansk oversættelse, men er nem at finde. (Et eksempel på en af de engelske udgaver: Institoris, Henricus: The Malleus Maleficarum of Heinrich Kramer and James Sprenger, New York, Dover, 1971.) Et ganske kort uddrag er oversat til dansk af Harald Voetmann Christiansen i tidsskriftet Ildfisken 35/36 fra 2006. Maria har sat gang i popcornene og anbefaler den danske filminstruktør Benjamin Christensens svenske film “Heksen” fra 1922. Selvom stumfilmen går hårdt til kirken og inkvisitionen, viser den meget fint noget om de forestillinger man havde om djævletro og hvad der foregik under heksenes sabbatter.
Medvirkende: Mikkel Kirkedahl Nielsen, Maria Østerby Elleby og Louise Hauberg Lindgaard
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Publikationsdato | 8 jun. 2021 |
Udgivelsessted | spreaker.com |
Udgave | Podcast |
Publikationsmedier | Online |
Størrelse | 54:48 |
Status | Udgivet - 8 jun. 2021 |