Abstract
På kulturhistoriske museer i Danmark og udlandet vinder en audiovisuel formidlingstendens frem, der inkluderer videofilmede erindringsinterview med tidsvidner i udstillinger. Inddragelsen af tidsvidner er blevet fremhævet som en mulighed for at formidle almindelige menneskers erindringsarbejde, og som noget, der menneskeliggør og intensiverer museumsformidling. Brugen af tidsvidner i museumsformidling legitimerer imidlertid også en given museumsinstitutions fortidsfortællinger og øger museets troværdighed. I forlængelse af denne mere underbelyste og kritiske interesse spørger vi til, hvordan inddragelsen af tidsvidner i Danmarks Forsorgsmuseums udstilling Skjulte Danmarkshistorier og Den Gamle Bys Velfærd og frisind – 1974 på forskellige måder både autentificerer og deautentificerer museernes historieformidling. Teoretisk sker det primært med udgangspunkt i Steffi de Jongs tidsvidne-begreb.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Tidsskrift | Kulturstudier |
Udgave nummer | 2 |
Sider (fra-til) | 164-190 |
Antal sider | 27 |
ISSN | 1904-5352 |
Status | Udgivet - 2021 |
Emneord
- erindringsarbejde
- oral history
- remediation
- tidsvidne
- museumsformidling
- autenticitet
- Danmarks forsorgsmuseum
- Den Gamle By