Stednavne og Storgårde i Sydskandinavien i 1. Årtusind

I denne afhandling undersøges stednavne i relation arkæologisk materiale omkring storgårde fra jernalderen og vikingetiden i Sydskandinavien. Den mellemsvenske navnemiljøteori har været toneangivende i forhold til stednavnes relevans for jernalderens samfunds- og magtforhold. I Sydskandinavien er stednavnebilledet anderledes end i det centrale Sverige og derudover kender vi
ikke meget til forholdet mellem elitære storgårde og deres opland i 1. årtusind. I afhandlingen analyseres oplandets stednavne og arkæologi i forhold til de tre danske storgårdsmiljøer Gudme på Fyn, Tissø på Vestsjælland og Strøby Toftegård på Stevns. Der anlægges en holistisk bebyggelseshistorisk vinkel, hvor stednavne opstilles i komparative analyser med arkæologisk materiale, både ud fra problematikker om bebyggelsesudvikling og produktion, og om eliter, magt,
ideologi og religion. Storgårdene vurderes som del af et samlet lokalt bebyggelsesbillede i langtidsperspektiv. Dette gøres ud fra afhandlingens teoretiske grundlag, der er inspireret af den franske sociolog Emile Durkheim, hans forskningsgruppes begreb social morfologi, og deres tanker om religion som samfundets sammenhængskraft og kollektivers kommunikation, fælles dannelser af begreber og symboler, samt kollektiv erindring. Bebyggelsesanalyserne konkluderer, at inge-navne kan afspejle ældre bygdestrukturer, mens endelsen -lev kan være en del optakten til nye storgårdes anlæggelse i 6. årh. Endelsen -by kan dannes allerede i 600-tallet og betegner ofte mindre, lokale centre, der i middelalderen får centrale roller. En tæt dannelse af torp-bebyggelser og rydninger mange steder afspejler opsplitning og ny organisering i sen vikingetid og middelalder. De tre undersøgte områder har forskellige udtryk: Gudmeområdet var tomt for ældre bebyggelsesnavnetyper, der lå tæt omkring de yngre storgårde ved Tisse og Strøby Toftegård. Omkring Gudme og Tissø er en aktiv torpdannelse i sen vikingetid og middelalder, mens dette ikke er så markant på Stevns. I dybdegående diskussionsafsnit opstilles hypoteser for to af undersøgelsernes centrale stednavnematerialer. Dels foreslås det, at navneendelsen -lev skal ses i lyset af andre germanske samfund, og kan være udtryk for en styret fordeling af jord, knyttet til troskabsforhold og hirdsystemer. Desuden opstilles en teori for dannelsen af sakrale stednavne som produkt af sociale processer i forhold til stormandssæder og kultcentre.