Noget om kulturarv, botanik og ikke-botanik – for kunsthistorikere

Dette paper adresserer den særlige form for planteblindhed, der knytter sig til kulturarven af domesticerede kulturplanter: Vores arv af gamle sorter af grøntsager, korn og andre afgrøder lader til at undslipper vores institutionelle hukommelse, og ansvaret for hvis pleje i bemærkelsesværdig grad nu er overladt i hænderne på hobbyfrøsamlere. Paperet leder efter rødderne til denne særlige type planteblindhed i Carl Linnés tænkning og hans botaniske taksonomi, der adskiller natur fra ikke-natur – botanik fra ikke-botanik. Jeg undersøger traditionerne for botanisk illustration i 1600-tallets florilegier, Flora Danica (1761–1883) og endelig i Ellen Backes (1891–1976) illustrationer af korn, grøntsager og frugt, udført på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole mellem 1933 og 1958. Afslutningsvis foreslår jeg, at de gamle landsorter og arvesorter af vores domesticerede planter kan betragtes som spøgelser fra fortidige naturkulturer: nicheløse levende døde, der hjemsøger frøsamleres haver længe efter, at deres naturligt-kulturelle habitat er forsvundet.