Mikroskopisk arkæologi - 100 år med pollenanalyse

I 1916 blev verdens første pollendiagrammer præsenteret på en konference i Oslo af svenskeren Lennart von Post. Diagrammerne viste, hvordan skovens træer indvandrede efter istiden i den sydlige del af Skandinavien. Resultatet var intet mindre end epokegørende. Med ét slag fik man her et effektivt redskab, som gjorde det muligt at give en detaljeret og nuanceret belysning af tidligere tiders vegetation og klima. I dag, 100 år efter, er pollenanalysen stadig den væsentligste metode til udforskningen af fortidens vegetation og naturmiljø.
Pollenanalysen er også fortsat et vigtigt redskab i moderne arkæologi til rekonstruktion af de landskaber, som fortidens mennesker færdedes i, og til belysning af, hvordan mennesket til forskellige tider har anvendt og påvirket landskabet, f.eks. gennem skovrydninger og opdyrkning. På Nationalmuseet erkendte man tidligt potentialet i pollenanalysen, og i 1940’erne og 50’erne spillede nogle af museets medarbejdere en vigtig rolle i udviklingen af pollenanalysen som videnskabeligt redskab.