Kvindeliv under åndssvageforsorg: Fra anstalt til egen bolig 1921-1980

Kristine og Ellen var to af de mange tusinde kvinder, der blev anbragt under åndssvageforsorgen i perioden 1921-1980. Lovgivningen ændrede sig over tid og påvirkede både rammerne for forsorgen og livsudfoldelsesmulighederne for mennesker, der blev kategoriseret som åndssvage. Det er dog svært at vurdere den direkte påvirkning af ændringerne på kvindernes anbringelser. Lovgivning om ind- og udskrivning, sterilisation og abort havde tydelig indflydelse. Begge kvinder blev anbragt på grund af deres diagnose og oplevede meget konkret, at de og deres gener blev betragtet som uønskede – den ene blev steriliseret, den anden fik en abort og blev indstillet til sterilisation. Følgerne heraf er ud fra kildematerialet svære at vurdere. Andre vigtige faktorer for kvindernes liv var normaliseringsloven fra 1959, adgang til pension i 1961 og den tryghed, forsorgen trods tvangselementer gav – noget begge kvinder ifølge journalerne satte pris på. Artiklen fremhæver, hvor individuelle deres oplevelser med åndssvageforsorgen var – Kristine boede 72 forskellige steder, mens Ellen kun boede tre – hvilket viser, at selv under det samme system kunne livsforløb variere betydeligt. Dette studie er et eksempel på, hvordan kvindeliv i åndssvageforsorgen kunne være, og er et indblik i, hvordan velfærdsstaten gradvist begyndte at anerkende individets tarv frem for samfundets.