”Jeg gemmer kun det jeg ikke kan huske”: Danske scenekunstneres dokumentationspraksis i det 21. århundrede

Den digitale bevægelse i samfundet, har påvirket kunstprakssiser, udtryksformer og skabt en øget bevidsthed blandt kunstnere om arkiver og arkivskabelse. Det udfordrer arkivdannelsen, og der skal etableres nye indsamlingsstrategier, for at sikre at kulturarven bevares. Derfor er det vigtigt at spørge hvad der gemmes for hvem.
Igennem interviews med ti scenekunstnere, der ikke bruger teatermanuskriptet som værkforlæg, undersøges hvad kunstnerne selv gemmer, og hvad der er brug for af arkivrester ved en genopsætning eller nyfortolkning af et værk. Undersøgelsen tager udgangspunkt i scenekunstarkivet som et levende arkiv, der er en del af et kunstnerisk kredsløb.
Med afsæt i en konkretakse og en omfangsakse placeres scenekunstnernes arkiver. Der lægges særlig vægt på dokumentation af værket, dokumentation af processen og dokumentation af oplevelsen i undersøgelsen af hvad scenekunstnerne gemmer. Endvidere foreslås en akse, der handler om arkivaliers tidssensitivitet.
Det er ikke ideologi, der gør at scenekunsten ikke bevares af den enkelte kunstner i undersøgelsen, men et spørgsmål om tilfældigheder, økonomi i forhold til optagelse og opbevaring. Som det fremgår af undersøgelsen, er der en tendens til at gemme materialer, der får egne værkerne til at fremstå som de var intenderede, ligesom de digitale online arkiver flere af kunstnerne har, såkaldte frontstage arkiver, adskiller sig fra de arkivalier de gemmer backstage, privat. Der spores også en ny tendens blandt nogle af kunstnerne, hvor værket dokumenteres af publikum i værket, hvilket sætter spørgsmålstegn ved materialets udsigelsespotentiale: Er det en del af værket eller er det en perception af værket, der kan sidestilles med anmeldelsen? Ved behovet for arkivmaterialer til genopsætning eller nyfortolkning er der ikke nødvendigvis behov for det samme som kunstnerne har gemt: her efterspørges den nøgtern videodokumentation, værknotationer, intentionen fra kunstnerens side i egne ord, i nogle tilfælde optagelser fra prøver og kontakt til kroppene der fremførte værket, for derved at få indsigt i metoden. Det er meget tydeligt, at der for de interviewede er behov for et samspil imellem bestemte typer af arkivstumper.
Overraskende nok, var der ikke en sammenhæng imellem egen kunstneriske udtryksform (durational, relationel, ordløs) og den udfordring der kan ligge i at dokumentere et ikke lineært værk, og hvad der efterspurgtes i forhold til dokumentation ved opsætning.
Endelig kortlægger undersøgelsen kunstnernes tanker om forskellige afrapporteringsformater, hvor både økonomi og transparens om formål spiller ind som vigtige motivationsfaktorer.