Abstract
Karakteren af de arkæologiske spor på en typisk bopladsudgravning er ofte undseelige. Der er sjældent noget synligt af de forhistoriske huse over jorden, og når de arkæologiske resultater skal videreformidles, kan man løbe ind i problemer. I artiklen argumenteres for, at disse problemer ikke kun skyldes dårlige bevaringsforhold, men derimod opstår når arkæologerne taler om to-dimensionelle systematiske brune pletter på jorden som ’huse’. Det arkæologiske hus lever, populært sagt, ikke op til forventningerne om ‘et hus’. I stedet bør man, som foreslået af Nativ (2017), tage fragmenteringen af det arkæologiske materiale alvorligt og i langt højere grad anvende begrebet ’hustomt’ om det udgravede hus, da det vil føre til en bedre forståelse af, hvad det er, der undersøges – både i forsknings- og formidlingssammenhæng.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Tidsskrift | Arkæologisk Forum |
Udgave nummer | 42 |
Sider (fra-til) | 11-16 |
Antal sider | 6 |
ISSN | 1399-5545 |
Status | Udgivet - 2020 |
Emneord
- Assemblage theory
- Udgravning
- Langhus
- Stolpehul
- Arkæologisk viden
- Hustomt
- Begreber
- Fragmenter