Hjertespænder fra nyere tid

    Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

    256 Downloads (Pure)

    Abstract

    Bondesmykker og dragttilbehør fra nyere tid er hidtil ret dårligt belyst i dansk
    sammenhæng. I litteratur om dragtskikken blandt landbefolkningen berøres
    emnet om de tilhørende dragtsmykker kun sporadisk. Det bliver ofte fremhævet,
    at der i Danmark ikke har været den samme rige dragtsmykketradition
    som i vore nabolande. Dette er uden tvivl sandt, når det gælder de overdådige
    sølvsmykker, som man kan studere i udenlandske publikationer om emnet.
    Brugen af metaldetektorer giver dog løbende mange fund, som kan udbygge
    billedet noget. Der er ingen tvivl om, at f.eks. de hjerteformede spænder fra
    1700-1800-tallet, som er emnet for denne artikel, og som gennemgående er af
    ret ydmyg udformning, har været langt mere udbredte, end det fremgår af den
    danske litteratur om emnet. Efter en uformel forespørgselsrunde til detektorfundsansvarlige
    kolleger rundt omkring på museerne og søgning i Museernes
    Samlinger samt på detektorhjemmesider, kunne det hurtigt konstateres, at det
    er en smykketype, som har været udbredt i hele landet.
    Mange af spænderne er af uædelt metal, og derfor og på grund af deres sene
    datering vil de som hovedregel ikke blive vurderet som danefæ. Det kan derfor
    være op til den enkelte detektorbruger og museum, om genstanden skal afleveres
    til og registreres i museumssamlingen. Dette kan give en skævvridning
    i indsamlingen af jordfundne smykker fra denne tid og en eventuel grundig
    behandling af dem med tiden. Men selvom spænderne ikke er så gamle, er
    deres historie alligevel interessant. De har som smykketype rødder tilbage til
    middelalderen, hvad angår både udformning, funktion og symbolik.
    Formålet med artiklen er at forsøge at sætte spænderne ind i en smykkehistorisk,
    brugs- og dateringsmæssig ramme samt at forsøge at belyse motivets symbolik.
    Måske kan det afføde en opmærksomhed ikke alene på emnet som sådan,
    men også på indsamling og registrering af disse genstande, som på trods af eller
    på grund af deres ringe alder er et så forholdsvis ubeskrevet blad i Danmark.
    Artiklen tager udgangspunkt i de ti hjerteformede spænder fra 1700-1800-
    tallet, som findes i Sydvestjyske Museers samling, og som har været direkte
    tilgængelige for mig. Formodentlig vil spændernes antal og udformning være
    sammenligneligt med dem, som findes i andre museumssamlinger.
    OriginalsprogDansk
    TidsskriftKUML
    Vol/bind2013
    Sider (fra-til)145-163
    Antal sider18
    StatusUdgivet - 2013

    Bibliografisk note

    Jysk Arkæologisk Selskabs forlag

    Emneord

    • nyere tid
    • middelalder
    • smykker
    • detektorfund
    • symbolik
    • dragthistorie

    Citationsformater