Følelsen er alt: Preben Fjederholt. Kunst og liv

Preben Fjederholt (1955-2000) uddannede sig først på Det fynske Kunstakademi, hvor han som 18-årig fik en friplads på den dengang private institution. I 1976-77 fortsatte han sin kunstneriske uddannelse i Aarhus, først på Aarhus Kunstakademi og dernæst på Det jyske Kunstakademi. I 1984 blev han optaget på Det kgl. Danske Kunstakademi, hvorfra han dimitterede i 1993 som cand.phil. med en overbygning i kunstformidling.
Preben Fjederholts koncentrerede sig motivisk især om interiører og landskaber. Hvad angår det sidstnævnte lagde han sig i forlængelse af en lang tradition i kunsthistorien, især symbolismens landskabsfremstillinger. Hvad angår det førstnævnte sporer man hans optagethed af Vilhelm Hammershøis metafysiske interiører fra Strandgade 30.
Skønt Fjederholt delte generation med de unge vilde eller neoekspressionisiske malere fra 1980’erne, adskilte han sig fra dem ved ikke at være nogen ikonoklast eller billedstormer. Han var på en gang en konceptuel kunstner i pagt med sin tid og en kunstner, som greb fat i værktøjer og optikker, som han fandt i den ældre kunst. Her hentede han metoder til at skabe sine sfærisk intense malerier, som rummer ’timbre’ – altså klang - og et vibrerende nærvær. De kræver, at betragteren tager sig god tid til både at nyde og at afkode dem. Såvel farverne som motiverne forandrer sig meget i løbet af dagen i takt med, at lyset skifter. Modaliteten, det melankolske drag, naturen som genkommende scene, ensomheden og naturgestaltningen minder om kunsten ved forrige sekelskifte. Det gælder især de ofte mennesketomme landskabsmalerier med ensomme kastanjetræer, som sukker i efterårslyset, og parkerne med de undertiden flygtige menneskeskikkelser, der som partikler kan forsvinde i vinden. Det er alt sammen skildret med vibrerende, næsten ’sfumatiske’ konturer, der får motivet til at fremstå, som om det var drømt.
Skønt Preben Fjederholt sender mange hilsner til sine kolleger 100 år tilbage i tiden, bl.a. de tyske malere Arnold Böcklin, Carl Blechen og Adolph Menzel samt danskerne Julius Paulsen, Johan Rohde, Vilhelm Hammershøi og Janus la Cour, er det vigtigt også se hans værker som samtidskunst. Værkerne er i tæt dialog med hans samtid, senmoderniteten eller postmodernismen, som den også kaldes, fordi hans synsvinkler hyppigt skifter i ét og samme billede: Han legede eksempelvis med repræsentationsformerne og inkorporerede ofte fotografiske forskydninger af motivet som en del af sit billedsprog. Ikke sjældent remedierede han et fotografisk motiv og omsatte det til maleri. Næsten hver gang var der tale om et fotografisk forlæg, som han selv tog med henblik på at opnå den ønskede komposition. De digitale medier nåede Fjederholt ikke at tage i brug, så han klippede og klistrede og manipulerede med negativerne, som undertiden dannede forlæg for hans motiver. Han kunne også finde på at perforere illusionen ved fx at lave sorte huller med airbrush, og indimellem som en anden surrealist at lege med flere simultane virkelighedsplaner. Her i tierne kan vi konstatere en øget largesse over for mange forskellige udtryk og medier og samtidig en øget sensibilitet i kunsten, som både peger tilbage og frem, så der vil formodentlig være større forståelse for Preben Fjederholts projekt nu, end dengang han levede.