Det korte 20. århundredes venstrefløjsaktivisme - ressourcemobilisering, efterretningsaktviteter og livshistorier: Sammenfattende redegørelse

Afhandlingen er en historiefaglig, antologiske ph.d.-afhandling bestående af seks artikler og en sammenfattende redegørelse. Emne- og tidsmæssigt er den afgrænset til det korte 20. århundredes venstrefløjsaktivisme, fra Oktoberrevolutionen i 1917 til Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Den samlede undersøgelse placerer sig i feltet Contentious Politics Studies med en kvalitativ tilgang til empirien og med vægt på analyser på meso- og
mikroniveau. I tråd med den arbejderhistoriske tradition har undersøgelserne primært haft et ”nedefra-” og ”indefra-perspektiv” på den politiske aktivisme. Kildematerialet består hovedsageligt af arkivalier og interviews.

Afhandlingens første problemstilling vedrører hvilke processer, der var centrale i
protestorganisationernes virke, og knytter an til en antagelse om, at ressourcemobilisering er en afgørende forudsætning for politisk aktivisme. Begrebet ressourcemobilisering er brugt til at indfange og forklare baggrunden for både de offentlige artikulationer i form af demonstrationer, strejker m.v., men også de mere diskrete indsatser som foregik i lukkede cirkler. Der argumenteres
for at se fortællingen om Oktoberrevolutionen som en helt afgørende kulturel og moralsk ressource, der skabte en fælles forståelsesramme. Dertil er der lagt vægt på vigtigheden af adgang til og distribution af de mest virksomme kommunikationsmedier som propagandalitteratur og aviser. Yderligere er der gennem de behandlede cases vist, at mobilisering af materielle ressourcer
var en kerneopgave for aktivister, der generelt havde sværere adgang til statslige midler og private fonde end mere etablerede aktører. Endelig har menneskelige ressourcer i form af personlige egenskaber og erfaringer, herunder lederegenskaber, tydeligvis været betydningsfulde i de konkrete omvekslinger af ressourcer til aktiviteter.

I tilknytning til denne fremhævelse af ressourcemobilisering som en central proces i politisk aktivisme underbygges en antagelse om, at efterretningsaktiviteter er et overset særkende ved det korte 20. århundredes konfliktrepertoire. Der argumenteres endvidere for, at de udgør et
kontinuitetsskabende element i periodens konfliktrepertoire fra mellemkrigstiden til efterkrigstiden og på tværs af det nye og det gamle venstre i 1960-70’erne. En sådan sammenkobling af aktivistisk efterretningsvirksomhed og en Contentious Politics-tilgang er ny og åbner for nye forståelser for de politiske samfundsforandringer, der har fundet sted på tværs af de seneste århundreder.

I besvarelsen af afhandlingens anden problemstilling om, hvad livshistorier kan
bidrage med til at belyse fænomenet venstrefløjsaktivisme, lægger afhandlingen sig op ad slutninger omkring brugen af livshistorier som en indgang til at forstå sammenhænge mellem forskellige analyseniveauer. Der argumenteres konkret for, at aktivisterne i de lange 1970’ere i højere grad, end fortællingen om tidens generationsopgør ellers plæderer for, forstår deres politiske kampe som en fortsættelse af deres forældres. De kommunistiske forældres erfaringer med og overbevisning om, at de tilhørte en outsidergruppe med en fælles politisk sag, og at det var nødvendigt at handle aktivistisk uden om det etablerede system, blev hos række centralt placerede aktivister internaliseret og videreført, også selvom de senere tilsluttede sig grupperinger på den nye venstrefløj.

I forhold til emnets historiografiske diskussioner peges der på en tydelig kontinuitet i venstrefløjsaktivismen på tværs af ’68, men ikke kun fra 1950’ernes kommunistiske fredsbevægelse, også længere tilbage fra 1940’ernes modstandskamp og faglige protester, 1930’erne antifascisme og 1910-20’ernes revolutionære aspirationer. Hermed ikke sagt, at alle venstrefløjsaktivister i det korte 20. århundrede var kommunister. Der var alternative kommunister – trotskister, maoister og ’nyleninister’. Andre var mere indirekte påvirket af
kommunismen, og endelige placerede nogle venstrefløjsaktivister sig helt uden for den revolutionære, marxistisk-leninistiske sfære. Det ændrer imidlertid ikke på, at hvis man tog den kommunistiske bevægelse ud af periodens venstrefløjsaktivisme, så ville den have haft en helt anden karakter og efter alt at dømme mindre betydning. Uden de direkte og indirekte effekter af
Oktoberrevolutionen kan man, som Eric Hobsbawm har plæderet for, ikke forstå (hele) det korte 20. århundrede.

Samlet set ses lovende perspektiver for en ny ’ny arbejderhistorie’ i at inddrage
begreber fra Contentious Politics Studies. Det er en tilgang, der tilbyder generel forståelse af centrale processer, der er på spil i og omkring politisk aktivisme, hvorved der gives et solidt fundament for at sammenligne og skabe sammenhænge mellem umiddelbart enkeltstående cases af konfliktbegivenheder. Tilgangen kan måske endda bidrage til nyttige refleksioner over ikke bare fortiden, men også vores samtid og fremtid.