Abstract
Da to unge homoseksuelle mænd blev arresteret for at ville begå uterlighed i en københavnsk baggård i sommeren 1906 begyndte en omfattende skandale, hvori en række mænd blev arresteret, afhørt og hængt ud i pressens gabestok for at være homoseksuelle. Den københavnske smudspresse kastede sig over Sædelighedsskandalen, som den blev kaldt, og formidlede den mandlige homoseksualitet og homoseksuel prostitution til et bredt publikum i bemærkelsesværdigt følelsesladede narrativer. Denne artikel undersøger smudspressens dækning af Sædelighedsskandalen og fremhæver følelser som væmmelse, forargelse og medlidenhed i smudspressens fremstillinger af de homoseksuelle og prostituerede mænd. Artiklen tager afsæt i en diskursteoretisk følelsesforståelse, og undersøger netop disse problematiske og flertydige følelsers udtryk og virkning i teksten, og den spørger om, hvordan vi kan forstå følelsernes rolle i Sædelighedsskandalen såvel som i den bredere konstruktion af mandlig homoseksualitet som fænomen. I artiklen argumenteres der for, at smudspressens følelsesdiskurser fungerer som anvisninger af mulige følelsesmæssige reaktioner på homoseksualiteten og dens udtryk, og artiklen fremfører begrebet ’emotionelle mulighedsrum’ som en begrebsliggørelse af dette.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | TEMP - tidsskrift for historie |
| Vol/bind | 8 |
| Udgave nummer | 16 |
| Sider (fra-til) | 81-99 |
| Antal sider | 18 |
| ISSN | 1904-5565 |
| Status | Udgivet - 2018 |
| Udgivet eksternt | Ja |
Emneord
- Sædelighed
- Seksualitet
- Følelseshistorie