De samvirkende danske Sukkerroedyrkerforeninger og Sukkerordningerne af 1930 og 1932

Sukkerordningen af 1930 og 1932 blev indført for at sikre den danske sukkerproduktion, da der allerede i slutningen af 1920’erne var tale om en international ”sukkerkrise”. Artiklen her vil se på hvorfor de to sukkerordninger blev indført. Sukkerordningerne er et pluralistisk udtryk for hvordan en mindreinteresseorganisation, De samvirkendedanske Sukkerroedyrkerforeninger, i et korporatistisk samarbejdemed den socialdemokratiske-radikale regering under 1930’ernes krise sikrede statsstøtte til sukkererhvervet i en tid, hvor samarbejdet mellem stat og interesseorganisationer blev øget. På det politiske plan hjalp taktiske manøvrer sukkerordningerne gennem Rigsdagen. Sammen med regeringen og De Konservative gik dyrkerorganisationen udenom partiet Venstre og landets mest magtfulde korporative interesseorganisationer: Landbrugsraadet og Industrirådet. For De Konservative handlede støtten om at skabe politisk afstand til Venstre, mens regeringen brugte sukkerordningerne til at sikre sig De Konservatives støtte til andre velfærdsreformer. Med Loven om den midlertidige Sukkerordning af 1932 blev sukkerindustrien statskontrolleret. Staten fik kontrol med produktionen. Dyrkerne fik en økonomisk attraktiv ordning, men måtte som forhandlingspartner også være ansvarsbærende overfor såvel de enkelte landmænd som forbrugerne. Endelig sikredes fabrikkerne en stabil produktion uden egentlig at stå til ansvar for sukkerordningen. Særlig må De Danske Sukkerfabrikker siges at stå som den store vinder efter ordningens vedtagelse.