Uddannelse og social mobilitet i det 20. århundrede

Ulighed i uddannelsesmuligheder har stor politisk opmærksomhed. Uddannelse anses nemlig som et middel til at give børn fra ressourcesvage hjem mulighed for at leve et andet liv end deres forældre og på den måde opnå social mobilitet. På tværs af partiskel er der derfor fokus på at give danske børn og unge de nødvendige kundskaber og kompetencer uanset køn, social baggrund og bopæl. Det er dog stadig børn fra ressourcestærke hjem, som gennemfører en ungdomsuddannelse som grundlag for universitetsstudier, hvorimod bl.a. drenge ikke formå at opnå uddannelsesmæssig mobilitet. I drøftelserne om uddannelsesmæssig retfærdighed indgår også politiske prioriteringer af samfundets behov for den nødvendige arbejdskraft og dermed, hvilke konkrete uddannelser der bør nyde fremme frem for andre.

Gennem det meste af det 20. århundrede blev realskolen og stx-gymnasiet betragtet som middel til social mobilitet i modsætning til 1800-tallet, hvor man frygtede en overproduktion af studenter, som ville føre til ”overproduktion på det åndelige område fører til det fordærveligste slags proletariat af alle, åndsproletariatet”. I 1900-tallet kom der fokus på uddannelse som drivkraft som social og kønsmæssig mobilitet, først med pigers adgang til gymnasiet, dernæst høstning af den såkaldte ”intelligensreserve” blandt landbefolkningens børn og endelig adgang for arbejderklassens børn til boglige ungdomsuddannelser. Formålet er derfor at anlægge et historisk blik på den nuværende debat om uddannelse og mobilitet ved at undersøge, om og i givet fald hvordan gymnasiet blev et led i den sociale mobilitet, som kendetegnede det 20. århundrede.