Mennesket i tiden. Menneskeskildrerne i dansk grafik i 1950ernes anden halvdel (Ph.d.-afhandling)

Ph.d.-projektet undersøger sammenhængen mellem ”menneskeskildrernes” figurative værker og det øvrige danske kunst- og kulturliv i 1950’ernes anden halvdel. ”Menneskeskildrerne” defineres som de kunstnere, der i perioden 1956-59 deltog i tre ”manifestudstillinger”, alle med titlen ”Mennesket”, og er: Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen, Dan Sterup-Hansen, Reidar Magnus, Henry Heerup og Erling Frederiksen.
Tesen er, at den figurative, grafiske kunst spillede en central rolle på 1950’ernes danske kunstscene, og at denne position sidenhen er blevet glemt, fordi den er blevet skrevet ud af den danske kunsthistorie. En væsentlig del af afhandlingens formål er således at undersøge og analysere den figurative, grafiske kunst som den udfoldede sig på 1950’ernes danske kunstscene. Der er således tale om et projekt, der lægger op til en revision af den kunsthistoriske fremstilling af 1950’ernes danske kunstscene. En forudsætning for dette er en grundig undersøgelse og analyse af 1950’erne kunstliv, og det er disse undersøgelser og analyser, der danner afhandlingens kerne.
De tre ’Mennesket’ udstillinger samt samtidens reception af dem udgør afhandlingens primære empiri. Sammen danner udstillingerne og receptionen udgangspunktet for afhandlingens analyser af blandt andet samtidens kunstdebatter, samtidens diskussioner om mennesket og samtidens opfattelse af menneskets situation, ligesom udstillingerne er omdrejningspunktet for undersøgelser af den kolde krigs indvirkning på det danske kunst- og kulturliv. Med udgangspunkt i Mennesket-udstillingerne diskuteres derudover kunstnernes forhold til den indflydelsesrige professor på Den Grafiske Skole, Aksel Jørgensen (1883-1957) og dennes ideer om blandt andet det sort/hvide univers’ alvor. Relationen mellem Mennesket-kunstnerne og Aksel Jørgensen er desuden udgangspunkt for afhandlingens analyser af periodens forståelse af grafikkens rolle i forhold til de øvrige kunstneriske medier såvel som til samfundet.
Afhandlingens studier er lagt an som periodestudier, der fokuserer på aspekter af efterkrigstidens danske kunst- og kulturhistorie med særlig opmærksomhed på anden halvdel af 1950'erne. Hvor materialet har været tilgængeligt benytter jeg mig af en kildehistorisk tilgang, hvor udvalgte fokusområder undersøges via kildemateriale såsom avis- og tidsskriftsartikler eller væsentlige udgivelser fra tiden som fx Sartres Eksistentialisme er en humanisme og Hans Reitzels bogserie Mennesket i tiden. Jeg benytter mig desuden af rekonstruktioner, receptionsanalyser og diskursanalyser.
Finansiering: Ny Carlsbergfondet og Kulturministeriets ph.d.-pulje.