Projektets formål er at afdække muligheder og strategier, der blev afprøvet af danske kvindelige kunstnere ca. 1910-1940, og de mekanismer, der over tid har ført til kunsthistorisk anerkendelse eller marginalisering. Undersøgelsen vil være centreret om kunstnerkammeraterne Astrid Holm (1876-1937), Ebba Carstensen (1885-1967) og Júlíana Sveinsdóttir (1889-1966) samt deres kontakter i ind- og udland. Med udgangspunkt i de særlige vilkår for denne generations kvindelige kunstnere, der oplevede stærkt forbedrede uddannelsesmuligheder, men til gengæld gennem et kvart århundrede var udelukket fra de prestigegivende udstillingssammenslutninger, er det hensigten at udforske de konsekvenser, det havde for kunstneriske praksisser og strategier. De tre kunstnere giver tilsammen - betragtet både hver for sig, i deres samspil med hinanden og i deres ageren i det bredere kunstliv - mulighed for at komme dybere i disse spørgsmål. Projektet afsluttes med en vandreudstilling, en peer-reviewed artikel og en bog.