Inge Lehmann og udviklingen i international seismologisk forskning, 1925-1970.

Den danske seismolog Inge Lehmann (1888-1993) opdagede i 1936 jordens indre kerne og under den kolde krig blev hun hentet til USA for at fortsætte sin banebrydende forskning. På trods af sin internationale berømmelse er hun stort set ukendt i Danmark.
Seismologi er studiet af jordskælv og hvordan trykbølger forplanter sig gennem jorden. I 1928 blev Inge Lehmann chef for Geodætisk Instituts Seismologiske afdeling og grundlagde dermed seismologisk forskning i Danmark. I løbet af de næste 40 år stod hun bag flere videnskabelige gennembrud og kom til at tilhøre den absolutte elite af internationale seismologer.
I løbet af hendes karriere ændrede seismologisk forskning sig fra at være en lille, isoleret disciplin til, under den Kolde krig, at vokse til et stort og indflydelsesrigt forskningsfelt. Denne vækst skete på baggrund af militære og storpolitiske interesser, da det blev opdaget, at atomprøvesprængninger kunne detekteres via seismiske målinger. På den vestlige side af jerntæppet var det særligt USA, der investerede store summer i seismisk forskning og gjorde seismiske detektionsmetoder til grundstenen i atomprøve-stop forhandlingerne med Sovjetunionen.
Da Danmark var allieret med USA, blev både Inge Lehmann og de danske seismiske målestationer i Grønland inddraget i den amerikanske militærforskning.
Internationalt er Inge Lehmann kendt som seismologiens ’Grand Old Lady’, men på trods af sin store internationale profil og mange videnskabelige priser er hun stort set ukendt i Danmark. På baggrund af Inge Lehmanns breve og dokumenter samt og materiale fra amerikanske arkiver, undersøges historien bag hendes banebrydende forskning, og hvorledes hendes liv og karriere anskueliggør det semiske forskningsfelts eksplosive vækst i det tyvende århundrede, og hvilken rolle geopolitiske interesser spillede heri. Således vil undersøgelsen bygge på lige dele biografi og videnskabshistorisk metode.