Fra illoyalitet til integration – tre nedslag i det tyske mindretals historie i Sønderjylland siden 1930’erne

I min tidligere forskning har jeg i artikelform beskæftiget mig såvel med situationer, hvor mindretallet i nazitiden optrådte illoyalt som med dets senere stationer frem mod integration i dansk demokrati efter Anden Verdenskrig. Begge dele er lige vigtige for at kunne uddrage en historisk lære. Mit fokus har især været rettet mod forholdet mellem mindretallet og den danske stat: Sammenstødet mellem mindretalsledere og stat ved ”Stolligaffæren” 1936-40, mindretallets grænseflytningskrav ved folketingsvalget i april 1939, voldsanvendelse fra ekstremister på begge sider i to dramatiske efterkrigskonflikter, mindretallets rettigheder i henhold til Københavnsnotatet fra 1949, gamle nazister på lederposter i det nye mindretal efter krigen og etableringen af et kontaktudvalg for mindretallet i 1964/65. For at kunne forbinde disse punktstudier til en linje mangler der imidlertid tre ned-slag. For det første savnes der en kildemæssigt solidt funderet undersøgelse af mindretallets adfærd 9. april 1940 og i ugerne her op til. Fungerede mindretallet som en femtekolonne for den tyske invasion, eller var der tale om ren spontan støtte til den tyske værnemagt? For det andet mangler der – navnlig i betragtning af den betydning, som de i nutiden tillægges i grænselandet – en præcisering af det tyske mindretals rolle i forhandlingerne om København-Bonn-erklæringerne fra 1955. Hvilke ønsker fremsatte mindretallet i forbindelse med forhandlingerne, hvor langt blev de imødekommet, og hvor vidt var mindretallet tilfreds? For det tredje er der behov for en analyse af, hvordan det tyske mindretal i 1983 opnåede et permanent sekretariat i København med adgang til politikerne på Christiansborg. Hvem tog initiativ, hvem var tilhængere og modstandere, og hvorvidt svarede den færdige ordning til mindretallets ønsker?