Rural relationer

Aktivitet: Tale eller præsentationForedrag og mundtlige bidrag

Beskrivelse

På baggrund af studier af detektorfund og arkæologiske undersøgelser peges der i dette oplæg på ruralt organiseret inspiration, samhandel og kontakt. Det er tesen, at landbebyggelsen spillede en stor rolle i den sociale og samfundsmæssige organisation og på lige fod med byerne formidlede ideer og relationer.
Et eksempel er østersøkeramik, der meget hurtigt spredes og på kort tid overtager vikingetidens teknik og formsprog. Studier peger på, at der er stor lighed i materialet og ingen tidslig forskel mellem land og by. Pottemagerovnen er et andet eksempel på, hvordan forskellige traditioner fra udlandet finder vej til landbebyggelsen, der synes at have monopol på de tidligste ovne frem for byerne.
Et tredje eksempel udgøres af hustypologien i landbebyggelsen. Der ses en jævn udvikling af treskibede langhuse frem til 900, hvorefter forskelligartede hustyper introduceres og afprøves. Først efter 1100 synes hustypologien at lægge sig fast på en form. Det afspejler landbebyggelsens omfattende relationer og innovative interesser og nysgerrighed. Et sidste eksempel på landsbyens kontakter og specialiserede ekspertise findes i fund af skær og langjern, hvor den metallurgiske sammensætning ikke alene vidner om teknisk kundskab, men også om handelsforbindelser til vidt forskellige egne.
Eksempler vil blive fremlagt og diskuteret, hvor landbebyggelsens inspiration, samhandel og netværk synes ganske uafhængigt af byernes. Dermed stiller de seneste års studier af den middelalderlige landbebyggelse ikke alene spørgsmålstegn ved landbebyggelsens sociale, økonomiske og politiske rolle, men også ved byernes opkomst, relationer og funktioner.
Periode8 okt. 2021
BegivenhedstitelMiddelalder Arkæologisk Forum
BegivenhedstypeSeminar
Grad af anerkendelseNational

Emneord

  • Social organisation, communities, rural detector sites, anarchism