Beskrivelse
Denne Aftenkonsultation handler om kvinders seksualitet - fra skyld og skam i 1700-tallet, rødstrømpernes frigørelseskamp i 1970'erne og frem til nutidens normer og tabuer. Måtte kvinder egentlig være liderlige i 1700-tallet? Og er kvinder overhovedet seksuelt frigjorte i dag?Mette Byriel-Thygesen er etnolog og museumsinspektør på Nationalmuseet og har specialiseret sig i seksualitet, køn og krop. Denne aften vil hun udfolde historien om den kvindelige seksualitet og dens fravær gennem kulturhistorien. Det kommer blandt andet til at handle om den manglende medicinske interesse for kvinder, om tabuer og om fortrængning af kvindelig seksualitet og lyst.
Kampen om kvinders seksuelle frigørelse var intens i 1970'erne. Men vi er ikke i mål, og Sofie Riise Nors kæmper videre. Hun er forfatter, illustrator, feminist og normkritiker, og i 2021 udkom hun med Sexmagasinet vol. 1 - en feministisk graphic novel, der behandler tematikker som kvindelig seksualitet og skam, det mandlige blik, hyperfemininitet og erotisk kapital. Til denne Aftenkonsultation tager hun pulsen på kvinders seksualitet i dag. Er vi så frie, som vi selv går og tror? Eller er vi i virkeligheden spundet ind i et stramt net af kulturelle normer og fastlåste fortællinger om, hvad kvinder må og ikke må seksuelt?
Foredragsholdere:
Mette Byriel-Thygesen, etnolog og museumsinspektør på Nationalmuseet
Sofie Riise Nors, forfatter, illustrator, feminist
Periode | 8 feb. 2024 |
---|---|
Sted for afholdelse | Medicinsk Museion, Danmark |