Digitale forandringer - Den rumlige dimension i digitaliseret kulturarv

Svenningsen, S. R. (Oplægsholder)

Aktivitet: Tale eller præsentationForedrag og mundtlige bidrag

Beskrivelse

Kulturarven digitaliseres rundt om på landets arkiver, biblioteker og museer. Det betyder, at der efterhånden findes store mængder af digitaliseret kulturhistorisk materiale og dermed råstof til fremtidens digitale humanistiske forskning og formidling. De store datamængder og digitale metoder betyder også at forskning og formidling kan favne både de store generelle samfundsmæssige forandringer og formidle og eksemplificere histories lange træk på baggrund af lokale cases og eksempler. Et eksempel, som kan fremhæves, er konsekvenserne af den globale influenzapandemi i 1918, som gennem digitaliserede historiske registerdata fra Aarhus Stadsarkiv kan formidle det generelle sygdomsbillede i Aarhus.

Digitale analyseredskaber kan anvendes til at sammenkoble forskelligartede kilder og materialetyper til at skabe ny viden om fortiden, og muliggør samtidig en målrettet og stedsspecifik digital formidling af kulturarven. Folketællinger og registerdata, der var blandt det første materiale til at blive digitaliseret, kan efterhånden tilgås i dets fuldkommenhed, alt imens store samlinger af tekst, fotos og kort er blevet lettere at finde frem på grund af øget søgbarhed. Udviklingen kan samles under begrebet spatial humanities, en akademisk gren af det digitale humaniora, hvor digital redskaber anvendes til at udforske den rumlige dimension i kulturhistorisk materiale.

Et af de største forskningsmæssige fremskridt har været, at langsigtede historiske udviklinger er blevet mere håndgribelige. Det gælder for felter som økonomisk historie og historisk demografi, der traditionelt set har arbejdet kvantitativt, og hvor masseindtastede folketællinger har givet en hidtil uset detaljerigdom. I andre, mere kvalitative, felter har digitaliseringen og tilgængeliggørelse af store mængder tekst betydet, at begrebs- og diskursanalyse kan foretages på et makrohistorisk plan. Digitaliseringen har også affødt en ny tilgang til materialet, hvor forskelligartet kildemateriale kobles sammen og udforskes digitalt. I historieformidlingen, der ofte er bundet til begivenheder eller personer, kan de ofte langvarige og komplekse udviklingsforløb lettere fortælles med data.

Siden HisKIS-netværket blev etableret i 2001, er der sket en markant udvikling inden for brugen af geografiske informationssystemer (GIS), som ikke længere blot er specialiserede værktøjer inden for felter som miljø- og landskabshistorie, historisk-geografi og arkæologi. GIS anvendes efterhånden bredt inden for humanistisk forskning, og i stigende grad anvendes WebGISapplikationer også til formidling af historisk materiale. Der er dog stadig et stort uudnyttet potentiale ved brugen af geografiske analyser og digitale værktøjer indenfor kulturarvssektoren, især i forhold til forskning og formidling af de store digitale samlinger som efterhånden bliver tilgængeliggjort af landets kulturarvsinstitutioner.

Årets HisKIS-seminar ser derfor på, hvordan digitale redskaber giver os nye muligheder for at analysere, udforske og formidle den rumlige dimension i de store samlinger af digitaliserede kulturarv. Seminarets oplæg kredser derfor omkring brugen af geografiske referencer til forskning og formidling af historisk materiale, både i forhold til det store potentiale, men også de risici og udfordringer som den digitale udvikling medfører.
Periode31 okt. 2018
BegivenhedstitelDigitale forandringer: den rumlige dimension i digitaliseret kulturarv
BegivenhedstypeSeminar
PlaceringHelsingør, Danmark
Grad af anerkendelseNational