Beskrivelse
Det Kgl. Bibliotek er hele Danmarks nationalbibliotek. Vores omfattende samlinger er fyldt med enestående materiale som sjældne håndskrifter, håndskrevne noder, private breve, unikke lydfiler, Netto-reklamer, digitaliserede aviser og meget, meget mere.Vi er ikke som mange andre biblioteker – vi er nemlig et forskningsbibliotek med forskere, arkivarer og mange andre fagfolk, der arbejder inden for højt specialiserede områder. Alle er eksperter på hver deres felt.
I dette undervisningsforløb vil I møde en af eksperterne, nemlig Mette Kia Krabbe Meyer. Hun er forsker med speciale i fotografi og kolonihistorie.
I undervisningsforløbet vil I blive introduceret til de billeder og kort, som biblioteket har om den danske kolonitid i Caribien. Mette Kia fortæller om forskellige motiver, genrer og stilarter og om, hvordan man kan fortolke billederne i et socialt og et politisk perspektiv.
De tre vestindiske øer St. John, St. Croix og St. Thomas var dansk koloni fra 1600-tallet til 1917, hvor Danmark solgte øerne til den amerikanske stat. På øerne etableredes plantager, og særligt sukkerindustrien gjorde Danmark rig. Rigdommen skabtes imidlertid af slavegjorte, der blev sejlet til øerne fra Afrikas østkyst og levede under umenneskelige forhold i den danske koloni. Efter ophævelsen af slaveriet fortsatte undertrykkelsen i et klasseopdelt samfund med udbredt racisme.
Det Kgl. Bibliotek har mange kilder til Caribiens kolonihistorie: Bøger og breve, postkort og fotografier med overvejende danskeres billeder og beskrivelser af øerne. Beskrivelser og afbildninger er lavet i en særlig tid og ofte ud fra en særlig kunstnerisk æstetik. De er også fremstillet ud fra et særligt ønske eller med et særligt formål. De er således aldrig neutrale vinduer til fortiden.
Der er udarbejdet et online-undervisningsmateriale, som er tilgængeligt her. Materialet supplerer undervisningsforløbet og kan bruges enten før eller efter jeres besøg, men kan også bruges selvstændigt.
Periode | 1 nov. 2021 |
---|---|
Sted for afholdelse | Det Kgl. Bibliotek |
Grad af anerkendelse | National |